Om kunst og kritisk tænkning som mulig terrorisme


En samtale om og med The Yes Men

[ DK ]

Af Kristina Ask

I den fortsatte udbygning af anti-terrorlovgivningen i USA bliver kunst, der grænser til aktivisme og bæres af kritisk tænkning, i yderste konsekvens behandlet som mulig terrorisme. I lovgivningen er blandt andet indskrevet en for­mulering, der pålægger private fonde ansvaret for, at de ikke støtter terroraktiviteter. I kraft af det høje abstraktionsniveau i identificeringen af fjenden rummer ’anti-terrorkulturen’ en indbygget advarsel imod, at man udfordrer loven og dermed overskrider grænserne for ytringsfrihed og kritisk tænkning. Jeg mødte Mike Bonnano fra den i USA baserede aktivistgruppe The Yes Men til en snak om det, at producere kritisk materiale og de konsekvenser det kan have i samtiden. Hvordan navigerer man som aktivist og ’identitets-røver’ i dette frygtgenererede klima? The Yes Men har valgt at imitere magtens spil ved at snyde, stjæle og lyve sig frem i verden.

 

Er jeg også blevet snydt af The Yes Men? Efter samtalen med Mike Bonnano listede en tvivl sig frem; hvis The Yes Mens praksis bygger på at fortælle historier, at skifte identitet og fyre en fed løgn af, som tilfældet er med deres aktioner mod eksempelvis The World Trade Organisation, Dove Chemicals og McDonalds, hvorfor skulle det, de fortæller i et interview til et dansk kunstmagasin så være sandt? Hvis dette medium, som alle andre medier, kan have en funktion i hvad The Yes Men mener er sandhedens tjeneste, så er løgnen vel større end sandheden? Mike Bonnano (hvilket kan være et pseudonym) kan jo ikke vide, hvor lille – og dog trofast – en læserskare Øjeblikket har. Løgn eller sandhed, der kom en interessant samtale ud af vores møde i København. Det er så læserens udfordring at vurdere udsagnenes sandhedsgrad og løgnens formålstjenlighed.

 

Som Mike Bonnano udlægger det i simple vendinger handler The Yes Mens projekter om, at fortælle historier og formidle dem til så stort et publikum som muligt. The Yes Men praktiserer en form for slapstick-aktivisme, der som regel indebærer at de påtager sig andres identitet (identity theft) og fordrejer budskaber så the bad guys pludselig fremstår som the good guys i massemediernes spektakulære scenarie. I en billedkunstnerisk optik trækker de på genrer som performance, aktions- og internetkunst. I nyere historisk perspektiv kan man drage paralleller mellem The Yes Mens praksis og den feministiske aktionskunst fra 1960erne og 70erne, især i USA, der udfordrede stereotype og diskriminerende køns- og racekonstruktioner og via gadeaktioner o.l pådrog sig mediernes opmærksomhed. Siden middelalderen har den karikerende figur, der tjener dels til underholdning og provokation, dels som selvransagende og kritisk blik, haft en vigtig rolle i alle typer af samfund og fællesskaber. Samtiden sættes på spidsen i en afslørende refleksion, hvorved herskende normer og grænser for tolerance afdækkes.

I alle disse eksempler rejses  på den ene side spørgsmålet om, hvorvidt det herskende systems magtbesiddere har rummelighed nok til at blive gjort nar af, og på den anden side om karikaturen i den kritiske kunst og aktivisme har en undergravende eller bekræftende funktion i samfundet.

 

 

”Mod-propaganda”

Mike Bonanno og Andy Bichlbaum har i en årrække drevet, hvad man måske kunne kalde ’tegne­serie­­aktivisme’. Skurke og helte fra henholdsvis magtens korridorer og en undergrund, der ikke lader sig narre af retoriske spidsfindigheder oppefra, spilles ud mod hinanden i et medie­maskineri, hvor sandheden altid er til forhandling og hvor nuancer fremstår som overdimensionerede kulsorte og kridhvide pixels. Udfører The Yes Men propaganda for, hvad der for dem at se er sandheden og retfærdig­hedens navn? Propaganda er jo at fortælle en god historie, at agitere for en idé og udlægge sandheden til sin fordel.

Mike Bonnano (M): I min forståelse er propaganda et begreb, der bruges til at beskrive en proces, hvor information distribueres for at styrke den herskende magtstruktur. Nogle mener, at man ikke kan lave propaganda fra en position, hvor man ikke har magt. Vi bruger nogle lignende metoder som eksempelvis reklamefolk og andre ’propagandister’, men eftersom det vi gør, kommer fra en position, der repræsenterer noget ikke-magtfuldt, er det måske ikke propaganda.

Øjeblikket (Ø): I min forståelse er propaganda et redskab eller et sæt af redskaber, som blandt andet kan bruges til at forklæde ting som magtfulde. Det er også en del af propaganda, at man fremstår magtfuld, man synes at have en position, hvorfra man taler fra et højt magtniveau. Det er netop hvad I gør, indtager denne position.

M: Ja, vi skaber måske mod-propaganda. Vi engagerer tanker, ideer og skuespil på et masseforbrugs­niveau. Vi laver historier, som distribueres gennem massemedier, for at folk kan blive inficerede med dette virus af ideer.

 

 

Motivation, handling and redskaber

M: Både Andy og jeg har i en eller anden grad af nødvendighed haft en politiseret opvækst. Begge vores forældre er Holocaust-overlevere, der endte i USA efter at de grundliggende var flygtet fra døden. Så vi er begge vokset op med en sund respekt for eller mistillid til autoriteter, og med et presserende behov for at sætte spørgsmålstegn ved og pege fingre af de dårlige ideer, som findes i verden.

De metoder, vi benytter i dag, er vi begge kommet frem til uafhængigt af hinanden. Vi har tidligere begge været involverede i mere traditionel aktivisme, deltaget i demonstrationer og lignende. Siden blev vi begge inddraget i noget, som på mere dramatisk vis blev en del af et medieskuespil, og vi indså, at vi kunne fortælle vores historier til et massivt publikum, hvis historien var fængende og interessant nok. Vi kunne tale på et niveau, der normalt er reserveret mennesker i høje magtpositioner eller mennesker med rigtigt mange penge. Således er vi blevet de historie­fortællere, vi er nu, og det er sådan vi i det lange løb også er endt med at personificere mennesker i magtpositioner for at kunne latterliggøre dem og for at afsløre noget om korruptionen af deres tanker og ideer.

Ø: Kan jeres arbejde som en form for mod-propaganda ses som et svar på, hvordan demokratiet fungerer i dag?

M: Det er på en måde et svar på et forfejlet demokrati. Vi har demokratier, hvor folk ikke længere har et reelt valg. Jeg tror, at man i en ideel verden forestiller sig et demokrati, hvor hvert individ faktisk kan tale og blive hørt, og det er slet ikke tilfældet. Vi har en situation, hvor meget få individer kan tale og blive hørt. De bliver lyttet til i forhold til den mængde penge de har, med nogle få vigtige undtagelser. Således er taletid et redskab for magteliten og for medierne, retten til at tale er en ejendom. Folk ejer talen, de ejer en stemme. Hvordan kan man have et demokrati, hvor diskussioner fra svage positioner ikke kan høres? Præmisset er der i teorien: alle tæller, men situationen er, at nogle tæller mere end andre. De metoder vi bruger er et redskab til at give os en stemme som individer, en stemme, der ikke er et modstykke til magtposi­tioners stemmer, men som for et øjeblik kan skære igennem.

 

 

Adgang, sikkerhed og frygt som styrende faktorer

Boks: Kort oprids af aktioner.

Boks: Kort oprids af Critical Art Ensemble-sagen.

(se iøvrigt Jesper Lohmans artikel Frihedens Pris for en kort gennemgang af sagen)

Ø: Det er ret utroligt, at I har kunnet få adgang til at lave interventioner ved møder hos World Trade Organisation (WTO). Kan denne form for aktivisme ikke også have en slagside, skabe mere paranoia, højere sikkerhedsniveauer og lignende?

M: Det mest utrolige er, at der ikke er nogen måde at sikre alting på. I ’verdens mægtigste land’ USA er folk ved at blive vanvittige i forsøget på at skabe en sikkerhedsstat. Det er helt forskruet, for der er ikke noget at frygte!

Ø: Men det virker, det er effektiv propaganda.

M: Præcis, det virker til at skabe frygt. Sikkerhedsapparatet i USA er helt absurd. En masse mennesker dræbes i processen, og folk fejes af vejen og låses inde. Sagen mod The Critical Art Ensemble er et eksempel, der kan bruges i spørgsmålet om propaganda. Hvad får regeringen ud af at føre denne sag? Hvordan hjælper det til, at skabe et klima af frygt? Jeg tror at den oprindelige motivation var, at det, The Critical Art Ensemble laver, udgjorde en trussel. Man er på nuværende tidspunkt blevet klar over, at det ikke er en direkte trussel, men man frygter stadig det politiske indhold. At føre sagen vil tage modet fra andre, der overvejer at forfølge lignende ideer og metoder.

Ø: Det er en advarsel.

M: Ja, det er en advarsel til alle andre og for Steve Kurtz og Bob Farell, de to mennesker som er anklagede i sagen, er det mere end en advarsel. For dem kan det betyde op til 20 års fængsel.

Måske vil der gå flere år før sagen prøves ved en domstol, i mellemtiden er de ikke i fængsel, men begrænsede i deres handlinger og hvor de kan rejse hen.

 

 

Taktiske ydmygelser

Ø: Jeres projekter og aktioner udfordrer ligeledes demokratiets rummelighed og grænserne for tolerancen i samfundet. Hvordan undgår I sagsanlæg?

M: Hvad vi for det meste har gjort er at angribe firmaer, der har et image at opretholde. De sælger produkter og har aktiepriser, som de har brug for at beskytte og de ønsker derfor ikke at få dårlig presseomtale. Eller, som i tilfældet med WTO, angriber vi et bureaukrati, der ikke har et sikker­heds­apparat til at beskytte det mod eksempelvis vores aktioner. WTO er ikke forpligtet til at beskytte et varemærke og til at være aggressive på samme måde som firmaer er det.

Jeg tror en anden forskel er, at i alle de sager, hvor vi er blevet anklaget, er vi blot blevet styrket i processen via mediernes opmærksomhed. Vi får således mere ammunition ved selv at blive angrebet. Det Steve Kurtz og vi kalder ”taktisk ydmygelse”, at udhænge dem, der angriber dig, har sine begrænsninger. I sagen om The Critical Art Ensemble og Steve Kurtz vinder regeringen ved at anklage ham og dermed skabe et klima af frygt. De danner den myte, at selv din nabo, universitets­­professoren ved siden af, kunne være terrorist. Steve Kurtz er i den sårbare situation, at han ikke har lov til at tale om sin sag, da alt hvad han siger, kan blive brugt imod ham i retten. Dette er et enormt problem i USA generelt. Hvis regeringen kan skaffe anklager mod nogen for at have gjort et eller andet, har de med det samme det bedste kort. Det er en mærkelig situation.

Forskellige grupper forsøger at få mere fokus på sagen for at gøre opmærksom på, at det foregår og at der også er andre lignende sager i USA lige nu. Mange af sagerne har ikke med kunst, men med videnskab at gøre. Der er også sager, som blot har med fejlfortolkede identiteter eller simpelthen bare fejltagelser at gøre, hvor folk er fanget i en fælde.

Ø: Man skal ikke lege med ilden...

M: Det er, hvad de siger, det er det, de gerne vil have os til at tro.

Trusler og frygt har fungeret godt i alle former for samfund, USA indbefattet. Der er ting man ikke vil gøre af frygt for sagsanlæg. Indtil videre er det lykkedes os at gøre mange ting uden at få sagsanlæg på nakken. Vi mener, at dette konstruerede klima af frygt ikke er noget vi skal bekymre os så meget om. Ikke at folk ikke bliver anklaget, det gør de og nogle gange taber de, men hvis vi handler ud fra frygt og holder os fra at gøre ting af den grund, så har frygten overvundet samfundet.

Ø: Men denne situation lukker vel folks øjne og indsnævrer tankegangen?

M: Retssystemet er bygget op på en sådan måde, at hver gang nogen planlægger en intervention, vil andre sige: ”det må I hellere snakke med en advokat om”. Men hvis man snakker med en advokat vil rådet for det meste være: ”lad være med at gøre det”. Der er nogle få advokater, som arbejder for eksempelvis Greenpeace og andre store organisationer, hvis mål er at muliggøre interventioner, der er så legale som muligt samtidig med at et politisk budskab kan trænge igennem. Hvad angår symbolske aktioner, der har stor visuel gennemslagskraft, er Greenpeace helt utrolige. Gennem årene har de været i stand til fortsat at få disse enorme visuelle budskaber igennem.

Ø: Bruger The Yes Men advokatbistand?

M: Vi har en advokat der hjælper os fra tid til anden. Vi gør en stor indsats for at sikre, at vi ikke skader nogen, når vi gennemfører vores aktioner. Det er vores etiske bekymring. Nogle gange spørger vi advokater om lovligheden af vores projekter. Men de kan ofte ikke svare os, fordi det berører et uundersøgt område af lovgivningen, som de ville være nødt til at bruge lang tid på at studere. Men de vil ikke kunne få vished, før sagen har været prøvet ved en domstol, fordi der ikke findes nogen case history. Så vi er holdt op med at spørge. Det går an, så længe vores aktioner ikke skader andre og så længe vi opnår de resultater, vi ønsker, hvilket som regel er at offentliggøre en eller anden alvorlig uretfærdighed!

Boks: Kort oprids af Dove Chemical-aktionen.

Ø: Hvad er der sket i sagen om Dove Chemical?

M: Vi annoncerede på BBC World, at Dove Chemical omsider ville rydde op efter katastrofen i Bhopal, der fandt sted tilbage i 1984. Nogle få måneder senere repræsenterede vi Dove Chemical ved en konference i London og til vores store overraskelse var der ingen, der genkendte os. For nyligt var vi til Dove Chemicals aktionærmøde, hvor vi lavede endnu en annoncering under dække af, at være repræsentanter for organisationen. Så det fortsætter, vi arbejder stadig med Dove-sagen.

Ø: Og firmaet responderer ikke?!

M: Nej. Dove Chemical forholder sig tavst. Jeg kender til andre projekter, der er blevet angrebet af firmaer ved brug af ulovlige metoder, men det var ikke af store offentlige virksom­heder, som havde et image at skulle opretholde. Det er vores bekymring at Dove Chemical vil svare med ulovlige midler. At de ikke selv reagerer, men hyrer nogen til at gøre det på en måde, som ikke har noget med rets­systemet at gøre. Men det vil være en enorm risiko for dem som offentlig sundheds­organisation. Så det er forholdsvist usandsynligt. Men de kan sørge for, at vi mister vores lønarbejde. De kan gøre livet surt for os.

 

 

Aktivisme på museer og kunst på TV

The Yes Men spiller spillet om ”de gode” og ”de onde” og anklagerne flyver gennem luften. Men hvad har det med kunst at gøre? Kunst er som oftest betegnet ved at perspektivere problematikker via en position, der ikke er direkte involveret i skuespillet, eller som har et ben ”udenfor”, på afstand af de magtstrukturer, som begrænser virkeligheden til dialektiske modsætninger. Såvel politisk kunst som aktivisme opnår legitimitet gennem en kritisk analyse, der har til formål at sprænge herskende magtstrukturer for at kunne bevæge samfundet. Uanset den gennemslagskraft man umiddelbart kan opnå via medierne. For the Yes Men tjener kunstverden som offentligt rum og finansieringskilde.

Spørgsmålet er om kunstenverden omvendt har gavn af The Yes Men.

Ø: Er kunstkonteksten for jer bare et andet offentligt rum eller kan den være til gavn på nogen anden måde?

M: Vi passer ind i tusinde år gamle traditioner inden for billedkunst, teater, litterære praksisser og traditioner for historiefortælling, der indbefatter karakterer som narrens og gøglerens, der maskerer sig som andre for at afsløre en sandhed. Så jeg synes, at det vi gør er en del af en tradition indenfor kunst. På forskellige tidspunkter gennem historien har retninger inden for billedkunst været mere politiserede og på andre tidspunkter bekræfter kunsten omvendt status quo. Jeg synes at vi passer ind i en tradition for politisk kunst og satire. Kunstkonteksten er et godt tilhørs-sted for os og den har været meget imødekommende ved at acceptere vores arbejde. Vi har modtaget flere penge til projekter gennem kunstfonde i USA end fra nogen anden kilde. Vi har ofte modtaget legaterne på baggrund af kvaliteten af projekterne, poesien og de æstetiske spørgsmål og ikke på baggrund af det politiske budskab.

Ind i mellem udstiller vi også, men vi forsøger at forfølge vores hovedmission, der som regel ikke tjenes ved galleriudstillinger, simpelthen fordi publikum ikke er stort nok. Det koster mere end 10 dollars at gå på Museum of Modern Art i New York. Der kommer derfor et publikum, som vi ikke behøver at overbevise om vores politiske ideer. Derfor er TV og film bedre egnede medier. Men hvis det ikke kræver en enorm indsats og hvor det kan være en fordel for os, hvis vi eksempelvis kan få finansiering ud af det, udstiller vi gerne.

Jeg tror dog kun at vi er blevet betalt omkring halvdelen af de gange, vi har udstillet på et af de store museer. Vi har simpelthen ikke ressourcer til at håndtere den type administration af projekterne som det kræver at sikre, at vi har en ordentlig kontrakt, at vi bliver betalt og at der følges op på tingene. Det tager alt sammen tid. Desværre lader det til, at jo større museet er, jo flere penge har vi mistet ved at udstille! Eftersom der ikke er noget kommercielt aspekt ved det, vi laver, såsom salgbare objekter, tjener museumsudstillinger sjældent vores behov. For os ender det med at være et tab af penge, tid og arbejde.

Ø: I de seneste år er en del aktivisme blevet trukket ind i forskellige kunstsammenhænge. Det kan ligne et desperat behov i kunstverdenen for at have en offentlig stemme?

M: Ja, for at få legitimitet. Mange mennesker, der er engageret i aktivisme er frastødt af hele museumssystemet. Til en udstilling om kunstaktivisme og happenings på eksempelvis Museum of Modern Art er det en besynderlig situation at skulle betale 10 dollars i entré. Det er et mærkeligt sted for en aktivistisk indsats at blive placeret og ikke mindst at blive inddraget i en elitær form for historieskrivning. Der opstår tvivl om intentionen med arbejdet. Men som dokumentation af et projekt er det blot repræsentation i en anden kontekst.

Når vi bliver inviteret til at udstille på et museum, beder vi dem om at være med-producenter på et nyt projekt, hvilket indebærer, at museet finansierer en intervention. Dette er de dog ofte tilbageholdne med at gøre, fordi alle er bange. Hvis et museum forestår et projekt, og deres advokat ikke kan fortælle dem, om det er lovligt eller ej, er det vanskeligt. Usikkerheden for at indgå i den slags samarbejde er vokset i de seneste år i USA. Frygtklimaet er virkeligt dominerende og det er faktisk ikke noget mysterium. Tilfælde som sagen om The Critical Art Ensemble er den direkte årsag. Museerne ønsker ikke at få alle deres dokumenter gennemrodet af FBI eller at blive draget ind i en eller anden skandale.

 

 

Den som fisen lugte kan...

M: Der er heldigvis folk i nogle fonde, som ikke har bøjet sig og som ikke vil lytte til dette frygt-nonsens. Eksempelvis Creative Capital Foundation i USA, der er forholdsvis ny. Det er en af de grupper, som ikke vil beslutte hvem der får legater og hvem der ikke gør på baggrund af en frygt for, at de skulle kunne komme i vanskeligheder.

I følge ny lovgivning i USA skal private fonde garantere, at de ikke støtter noget, som kunne relatere til terrorisme. Man kan lige pludselig komme i store vanskeligheder. Lad os sige, at en fond støtter en udstilling af The Atlas Group, som lavede en udstilling, der omfattede en masse billeder af forskellige modeller af biler og handlede om bilbomber (Documenta 11, 2002, www.theatlasgroup.org). Hvad hvis kunstneren har en fætter, som er medlem af Islamisk Jihad? Hvor sætter man grænsen? Det er alle disse ting, der kan give regeringen en undskyldning for at slå ned på alt, hvad de ikke kan lide.

Ø: Så sagen om Critical Art Ensemble giver ret meget mening.

M: Den giver faktisk ret meget mening i denne sammenhæng. Det mest bekymrende ved, at lovgivningen er så diffus er, at den kan tjene behovet for dem, der har magten.

Der er virkeligt besynderligt at tænke på, at Europa går med på denne historie. Jeg mener, Danmark virker så relativt sundt. Ikke at der ikke er store problemer, men det er virkelig mærkeligt at se disse skift mod højre. Man skal bare se sig om i USA for at finde ud af, at det ikke fungerer.

Ø: Det er de ny-liberale ideer der dominerer, og i denne stemning af frygt og usikkerhed kan det være svært at forestille sig at situationen skulle vende, at alternativer er mulige. Det er vanskeligt at gå fra øget liberalisering til mere social velfærd og solidaritet som samfundsgrundlag. Det fungerer ikke rigtigt på den måde, eller?

M: Nej. Når man én gang har privatiseret er det ret svært at ’socialisere’, at ’af-liberalisere’, der er ikke engang noget ord for det! Det er et problem. For 70 år siden blev en masse ting gjort offentlige, så det kan ske, det kan gå den anden vej. Det er bare det, at måske er det lykkedes at opbygge systemet på en sådan måde, at det er meget svært at lave om på.

’Publicise’, måske kan vi opfinde et nyt ord, ’gen-offentliggøre’...

Gennem denne samtale er et spektakulært billede, set via massemediernes optik, blevet opridset. På den ene side befinder sig de politiske og økonomiske magtbesiddere og herunder de lovgivende instanser, og på den ande side den politisk satiriske kunst og aktivisme, personificeret ved The Yes Men og The Critical Art Ensemble, der ufrivilligt er draget ind i dette væsentligt forenklede spil. Det opridsede billede præsenterer et herskende systems magtrepræsentation uden rummelighed nok til at blive udstillet og gjort nar af på måder, som disse aktører gør det. Kritikens udfoldelse har i dette scenarie en pris. Karikaturen, den ironiske fordrejning og den moraliserende cirkusklovn har en umiddelbart undergravende, men på den anden side og set i større perspektiv blot bekræftende funktion i samfundet. Hvad man kan aflede heraf er, at det imiterende spil i magtens korridorer måske mangler den distance, et reelt kritisk standpunkt forudsætter for at kunne pege på en mulig åbning af lukkede strukturer, frem for at blive aktør i en indsnævring af demokratiske rammer.

For The Yes Men er kunstverden et mindre vigtigt offentligt rum og mere afgørende en kilde til finansiering af deres projekter. En praksis som The Yes Mens er for kunstenverden måske ikke andet end et underholdende indslag, repræsentation af en direkte udtrykt kritik, i en tid hvor både økonomisk støtte og opmærksomhed fra en bred offentlighed kræver at man råber højest.

Som andet af den i samtiden såkaldte ’politiske kunst’ involverer The Yes Men sig i en mediedefineret virkelighed. De spiller Jokeren og er afhængige af succsseskriterer, der ligger udover ”godt og ondt”, sandt og falsk. I en liberal virkelighed og i en aktuel dansk optik handler opbygningen af dettte spektakulære billede først og fremmest om tilladelsen og retten til at ytre sig. Hvordan man som publikum forholder sig til rigtigheden af The Yes Mens udsagn, handler således ikke så meget om hvem der har ret, men i højere grad om metoder og om vigtigheden af udsagnenes mulige udtalelse.

 

 

 

the Yes Men:

http://www.theyesmen.org/

DOW: http://www.dowethics.com/

WTO: http://www.gatt.org/

Andre links:

http://www.rtmark.com/

http://www.creative-capital.org/

 

Denne tekst blev bragt i tidsskriftet Øjeblikket, København 2005