Degré Zéro, 2011

Da jordskælvet brød ud og tsunamien ramte Japans kyst den 11. marts 2011 fik det en række katastrofale følger. Ud over de synlige og mærkbare konsekvenser forårsagede skælvet også, at de japanske øer rykkede sig 2,4 meter og at Japan således ændrede position på verdenskortet. En yderligere konsekvens af den volsomme serie skælv er, at døgnet er blevet 1,8 mikrosekund kortere. Da unge egyptere og tunesere tog sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube i brug for at sprede deres budskab og udråbe deres krav om forandringer og demokrati, var det med til at starte den revolution, der i foråret 2011 bølger frem og tilbage i Nordafrika og på den arabiske halvø. Konflikter, som resulterer i nordgående flygtningestrømme. Dem, der når frem, har udsigt til, hvad der knapt kan kaldes et liv i en lejr. En radikal form for diskontinuitet i et livsforløb. Afsløringen af den mangeårige ulovlige behandling af statsløse palæstinensere i Danmark og fyrringen af den ansvarlige minister er også et eksempel på en hændelse på jordens overflade, hvis bølger af konsekvenser bevæger sig i flere retninger; endnu er ikke alle til at overskue. Her opstod diskontinuiteten for flere år siden da der blev givet uretsmæssigt afslag på statsborgerskab.

 

Overfladiske undersøgelser

Værket Degré Zéro består af en serie objektbilleder, der forholder sig til diskontinuitet: afbrudte forløb, kursændringer og disses udslag, observeret på jordens overflade. Værket tager bogstaveligt afsæt i the Lehmann discontinuity, som det kaldes når seismiske målinger bøjer af i jordens indre. Degré Zéro er således inspireret af seismograf Inge Lehmann og hendes forskningsunivers, set fra kunstens visuelt analyserende og æstetiske vinkel. I modsætning til Lehmann, som blindt stirrede mod jordens indre, vedrører denne serie jordens overflade og hændelser, der – som når klodens plader forskubbes – afstedkommer dramatiske såvel som usynlige ændringer i et tilsyneladende urokkeligt univers. Hvor en diskontinuitet af social, politisk eller kulturel karakter opstår på jordens overflade udsendes bølger – mærkbare eller umærkelige – der siden vil afsætte spor andre steder.

 

Billedskab og videnskunst

Kunst og videnskab kan betegnes som to forskellige former for sprog. Sprog for undersøgelser, betragtninger og fortolkninger. Kunst og videnskab har på trods af væsensforskelligeheden også andre ligheder. Såvel kunst som videnskab bedriver grundforskning; eksempelvis undersøgelser, der handler om at kortlægge detaljerne i sammenhænge, der ellers tages for givet. Den form for ‘dumme spørgsmål’ er helt afgørende for enhver form for udvikling. På overfladen kan indsatsen og resultaterne af arbejdet indenfor både kunst og videnskab på samme tid ofte synes umådeligt vigtige og uendeligt ligegyldige for det omkringliggende samfund. Kunstens og videnskabens vilkår og muligheder i et samfund kan siges at udgøre et parameter for, hvor rummeligt et samfund er. Om der er plads til, at der stilles dumme spørgsmål. Hvis der er mentalt overskud i fællesskabet er kunst og videnskab vigtige kilder til viden om og forståelse af verden. I samfund, der lukker sig om sig selv, hvor det mentale overskud er fraværende, forsvinder relevansen af kunst og videnskab i en tåge.

 

Historier fra horisonten, hvor undergrund og overflade mødes

Værket Degré Zéro består af visuelle bearbejdninger af informationer, og kan således siges at være orienteret mod et felt, hvor videnskab og kunst har et mellemværende: hvor informationer omsættes til et kommunikérbart sprog af grafer, tegn og koder ordnet i bestemte strukturer. Billedobjekterne er baseret på informationer fra jordens overflade, der er bearbejdet til abstraktion – omsat til tegn og dermed et andet videnssprog. Således bliver tegnet – fra et visuelt orienteret perspektiv – et muligt mødested for de to væsensforskellige størrelser, kunst og videnskab. At samle informationer, udvælge og analysere, og omsætte den genererede viden til tegn, må nødvendigvis være et forløb, der involvere en écriture, en kontekstafhængig signatur – hvad end det gælder kunst eller videnskab. Denne écriture finder man hos semiologen Roland Barthes i tekstens nulpunkt, degré zéro. I værket Degré Zéro er nulpunktet også der, hvor undergrund og overflade mødes. Horisontlinien, hvorpå forestillinger om og måske frygten for forandring projiceres. Horisonten er en skarpt aftegnet ydre grænse, der befinder sig på en afstand, der tilsyneladende aldrig hverken mindskes eller øges, ligemeget hvor man befinder sig. At Japan har rykket sig 2,4 meter og at døgnet er blevet 1,8 mikrosekunder kortere påvirke måske horisontens position. Således bliver dette nulpunkt betegnende for et sted, hvor det konkrete og det aflæselige bliver både abstrakt og kan tillægges andre betydninger og nye forståelser.

Kristina Ask, marts 2011